Tips & tricks

 

Ofte sker et nedbrud fordi man i dagligdagen glemmer at vedligeholde sit apparat. Vaskemaskine og opvaskemaskine skal afkalkes af og til og et køleskab skal rengøres.

Service-anden giver gerne et par tips og tricks. Hos os er gode råd gratis.

Opvaskemaskinen:

Afkalk af og til, afhængig af hvor hårdt vandet er i dit område. Der findes forskellige former for afkalkningsmidler på markedet. Citronsyre i pulverform fra Matas er godt at afkalke opvaskemaskinen i.

Hæld 2-3 spiseske fulde citronsyre ind i vaskekarret og kør et almindeligt opvaskeprogram. Har du problemer med rustpletter på dit bestik (flyverust), så læg det med i opvasken med citronsyren. Så bliver det rent.

Service-anden anbefaler brug af pulver og afspændingsmiddel hver for sig. Ikke som tablet!

Vaskemaskinen:

Vaskemaskinen er den mest oversete hvidevare i huset, når det handler om vedligeholdelse.

Afkalk jævnligt og gerne en gang månedligt. Samme fremgangsmåde kan anvendes som ved opvaskemaskinen. Kør et 40 graders vaskeprogram UDEN tøj, med en halv dl. citronsyre.

Service-anden anbefaler pulver i skuffen. Ikke flydende vaskemidler og vaskebolde.

Tørretumbleren:

Kontroller filtrene efter hver tørring og rens dem. Har du en kondens tørretumbler, kontroller da også kondensatoren for snavs og fnuller. Jo renere den er, des bedre tørring. Kondensatoren kan skylles under en bruser. lad den dryppe af og sæt den på plads i maskinen.

Emhætten:

Stål- og aluminiumsfiltre kan vaskes i opvaskemaskinen. Filtre af skum udskiftes. I emhætter/emfang der er monteret med kulfiltre (recirkulering), skiftes filtrene ca. hvert halve år.

Fastsiddende fedt på overflader kan effektivt opløses med almindelig grundrens/malerrens.

Køleskabet:

Køleskabet er relativt vedligeholdelsesfrit. Dog kan der samle sig skidt i afløbsrenden bagerst i køleskabet. Rens den af og til. Afløbshullet kan renses med en vatpind. Et køleskab må KUN vaskes af i vand og RODALON indvendigt. RODALON desinficerer og afgiver ingen lugt. Klorin og lignende må aldrig anvendes. Af-isning af fryseren må aldrig foregå med skarpe genstande eller lignende. Heller ikke stearinlys eller andre brandbare ting. Sæt eventuelt en vaskebalje eller gryde med varmt vand ind i fryseren og lad den af-ise af de varme dampe fra vandet.